Alle teleskoper viser Månen og de store planeter. For at se detaljer og svage objekter i det fjerne rum kræves der lidt større åbning.
Et ofte gentaget ordsprog inden for astronomi lyder: hvert teleskop har sin himmel. Der findes ikke noget teleskop, der er bedst til alt. Et teleskop kan kun være det bedste til en given situation.
I den henseende afhænger fornøjelsen ved at observere også af observatøren. I dag overgår selv simple kikkerter de instrumenter, som astronomipionerer som Galileo revolutionerede vores verdensbillede med for over 400 år siden. De første astronomer specialiserede sig ofte i et bestemt objekt; jo mere man interesserer sig for Månen eller en planet, jo større bliver ens passion.
I astronomi er de fleste objekter små og svage, hvilket betyder, at man skal indsamle meget lys med en optik, der er så stor som muligt. Kvaliteten af de optiske overflader er afgørende: et stort teleskop nytter ikke noget, hvis det giver et dårligt billede. Man skal vide, at en erfaren observatør ofte vil se mere med et lille teleskop end en nybegynder med et stort teleskop.
For at billedet skal være skarpt, skal lysende objekter som Månen og planeterne befinde sig mindst 40 grader over horisonten. For objekter i det fjerne rum som galakser og stjernehobe er det vigtigt at have et mørkt sted og … en måneløs nat. Man undervurderer ofte storbyernes indflydelse på afstand. Områder med høj bykoncentration forstyrrer udsigten til horisonten, men har heldigvis kun ringe indflydelse på zenit. I Alperne findes der stadig virkelig mørke steder.
Man kan få et godt overblik over den lokale lysforurening på adressen /
Teleskoper og deres ydeevne
Små teleskoper med en diameter på op til 10 cm viser detaljer på Månen og gør det muligt at se bjergene i midten af kratrene. De store planeter vises som små skiver, og Saturns ring er synlig. Jupiter viser to bånd og sine fire store måner. Generelt kan man ikke se detaljer i objekter i det fjerne univers.
Større optikker med en diameter på 20 til 30 cm kan opløse kugleformede stjernehobe. Nogle galakser har spiralformede arme, og man kan skelne de første strukturer i de små, lysende planetariske tåger. I Jupiters bånd bliver forskellige storme synlige. Opløsningen øges markant, og på nogle månevulkaner kan man identificere calderaen. Planetfotografer arbejder gerne med optik i denne størrelse, og enkle webcams viser mange fine detaljer på Mars og Saturn.
Stor optik med en diameter på over 30 cm viser under en mørk himmel spiralarmene i mange galakser. I planetariske tåger vises fine detaljer. Store gasformige tåger som Cirrus viser med et filter mod lysforurening utallige strukturer. For amatøren er det kun teleskoper af typen Dobson, der er håndterbare, og de er ret uegnede til fotografering.
Meget store teleskoper med en diameter på 50 til 100 cm er sjældne. Ved store astronomiske arrangementer kan man nogle gange få et glimt af dem. Mange objekter i det dybe rum får dermed en fotorealistisk dimension.
Forfatter: Bernd Gährken
Bernd er specialist i astrofotografi. Gennem sine observationer viser han hele tiden, hvad der er muligt for motiverede amatører.
Bernd har studeret ledelse og var kundekonsulent inden for teleskopsystemer, inden han kom til os. Med årtiers erfaring inden for astronomi og mange engagementer, f.eks. ved det offentlige observatorium i München, som forfatter til forskellige artikler og som foredragsholder ved møder, er han faktisk ikke ukendt i amatørastronomkredse.